Om mig

 ¤ Hej jeg hedder Tobie Wiberg....Jeg har haft lange patter! ¤

I skrivende stund, er jeg lige fyldt 49 år. Og det er helt ok. Når man (også) arbejder på et plejehjem og den ældste er 106 år, så er 49 år jo ikke det helt store. Der er masser af liv, at leve endnu.

Og det er det, det hele handler om. At vi skal huske at leve, og opleve mens vi kan.

Men livet har det med at drille og pludseligt, kan du som jeg, stå der med meget lange patter og savne det liv du måske havde engang. Eller drømte om at have.

Det er en følelse af at være gået i stå, sat på hold. Som om livet suser forbi og du står ved siden af og bare betragter. Handlingslammet, umotiveret, uinspireret, forvirret, træt, frustreret, vred og mellemfornøjet. Måske du er sorgfuld over at have mistet. Mistet dig selv, tid og terræn.

Du ved der er mere til livet.....Du savner og ønsker dig mere:

Et liv med flere drømme, mere passion, mere fest, glæde, Spunk og Spifutti.

Et andet liv, end det du har lige nu. 

Det var sådan, jeg havde det. Og jeg var  SÅ træt af, at ligge der på sofaen og have ondt af mig selv og være et offer. Nix, nu er det slut! Nu er det på tide, at samle de meget lange patter op fra gulvet og putte dem tilbage i bhén. Sådan tænkte jeg......

¤

Jeg er mor til tvillingerne Storm og Charlie Sofie på 8 år og gift med Tommy(23 år Niller!) Og så er jeg englemor til Caroline, der kun blev 9 år. Hun døde i en højresvingsulykke tilbage i 2013, og siden da har jeg kæmpet mig tilbage til livet. Gået fra overlevelse, til at leve. Men ikke rigtigt helt.

Jeg trak vejret, var , gjorde og fungerede igen. Men nu ville jeg altså også opleve! 

Jeg ville opleve livet og jeg ville genopleve de sider af mig, som har været i dvale, eller som havde været brugt til at kæmpe for at slippe sorg, savn, Ptsd, angst og stærke overbevisninger, der holdte mig tilbage. Jeg brugte mine uddannelser, redskaber og livstrategier. Og puha sikke en udviklingsrejse...Men det gav pote. I dag er jeg oprigtig glad og taknemmelig.

¤

Livet ER magisk! Det vidner mine tvillinger mig dagligt om. Men også mit fantastiske netværk, min familie og de gamle på plejehjemmet. Der er meget kærlighed der og uden dem, så er jeg ikke sikker på, om jeg var her. Om jeg vitterligt gad at kæmpe. Om jeg overhovedet orkede.

Livet giver ikke altid mening, men man kan finde mening i det meningsløse. Og det har jeg måtte sande på den hårde måde. 

Gennem at give Carolines smil videre til andre børn i DK og Nigeria, via events, projekter og foredrag, har jeg formået at ære min datters minde og kæmpe for lyset i livet. Jeg har ligeledes forsøgt at give smilet videre til mine tvillinger og lade dem stå i Carolines lys, og ikke hendes skygge.

Men det var også på tide, at lade lyset skinne lidt i mig. 

Og det krævede at jeg tog 100% ansvar, vidste hvad jeg ville have og committe mig til det. 

Hvad var det for et liv jeg ønskede mig?.....Jeg drømte om at inspirere og motivere kvinder til forandring og udvikling, at skabe håb og glæde selv fra det mørkeste hul. Og ad den vej ære Caroline og den livrejse jeg kom ud på.

Ud af min egen smerte, frustration, irritation og kedsomhed, udsprang ideen om De lange patters klub.

Min platform til at finde og dele inspiration og motivation, samt viden om, hvorfor vi får så lange patter.

Og samtidigt også løsningen på, hvad der skulle til for at løfte mine, og måske også dine patter. 

🩷 

Udover at være uddannet pædagog, er jeg også uddannet Stylecoach, Lifecoach, eft/tft-terapeut og psych-k facilitator. Og disse redskaber har jeg brugt på min vej tilbage til livet, samt på mine klienter, borgere, venner og familie.

Det er hårdt at have lange patter, men jeg ved, at det er muligt at løfte dem fra gulvet....